Kategorier
Pressemeddelelse

Dansk elproduktion slog i 2019 ny grøn rekord – laveste CO2-udledning nogensinde

En danskproduceret kilowatt-time udledte i 2019 135 gram CO2. Tallet har aldrig været lavere, og det er ca. en syvende del af, hvad der blev udledt 1990 – da var tallet over 1000 gram pr kWh.

De danske elproducenter slog i 2019 grøn rekord. En gennemsnitlig produceret kilowatt-time udledte 135 gr. CO2, og det er det laveste niveau nogensinde. Året før, i 2018, var tallet 194 gr. pr kWh.

– Ser man historisk, er det et virkeligt, virkeligt lavt tal, og det viser den imponerende grønne rejse, som det danske elsystem har været på. I 1990 udledte en produceret kilowatt-time over 1000 gram C02 – cirka syv gange så meget, siger Hanne Storm Edlefsen, områdeleder i Energinet Elsystemansvar.

Grafen viser CO2-udledning fra dansk elproduktion fra 1990 og frem.

Tallene er opgjort i Energinets årlige ”Miljørapport over dansk elproduktion og kraftvarmeproduktion” og er bl.a. baseret på Energistyrelsens Energiproducenttælling. 

Rekord lavt kulforbrug

Der er især to årsager til, at elproduktionen endnu en gang slår ny grøn rekord:
For det første er der blevet produceret mere grøn strøm, bl.a. fordi havmølleparken Horns Rev 3 blev sat i drift i 2019. For det andet er der brugt meget mindre kul til elproduktion, bl.a. fordi priserne på CO2-kvoter – og dermed prisen for at udlede CO2 – er steget. Faktisk faldt kulforbruget med 46 procent eller hele 28 PJ til 33,5 PJ. Også det er rekordlavt.

Op i højere enhed

– Det er værd at bemærke, at samtidig med at fossile brændsler bliver udfaset, så opretholder Danmark sin årsnettoproduktion af el. Det grønne erstatter så at sige det sorte. Det underbygger, at grøn omstilling, høj forsyningssikkerhed og en elpris der er til at betale godt kan gå hånd i hånd. At få de tre ting til at gå op i en højere enhed er det, vi i Danmark har været gode til gennem tiden, siger Hanne Storm Edlefsen.

Minus eksport og plus import

Tallene i Miljørapporten dækker danskproduceret el. Medregner man import og modregner eksport af strøm til nabolande, så udleder 1 kWh i en dansk stikkontakt 145 gram C02. Det tal er også rekord lavt og lavere, end Energinets foreløbige 2019-miljødeklaration for 1 kWh, som blev offentliggjort i januar, indikerede. Da viste tallet 150 gr CO2 per kWh, der kommer ud af stikkontakterne. Det har efterfølgende vist sig, at flere virksomheder mv. har udfaset fossile brændsler til fordel for fx biobrændsler. Læs mere i den endelige ”Miljødeklaration af 1 kWh el, 2019”.

Lagkagediagram viser, hvor strømmen i de danske stikkontakter kommer fra, når eksport til nabolande er trukket fra og import lagt til.

Du kan dykke ned i tallene i Miljørapporten her. Ud over rekordlavt kulforbrug, kan du også læse om rekordhøjt forbrug af biobrændsler og affald til elproduktion.

Kategorier
Pressemeddelelse

Særlig corona-service har forhindret dansk vandspild for to millioner kroner

Softwarevirksomheden EnergiData har under nedlukningen af Danmark tilbudt en gratis service, der har hjulpet deres kunder med at stoppe vandspild til glæde for miljøet og økonomien

Da Danmark lukkede ned i midten af marts, indførte softwarevirksomheden EnergiData en gratis service, der skulle stoppe vandspild i kundernes tomme bygninger. Og indsatsen har haft stor effekt.

I to måneder har EnergiData dagligt overvåget cirka 8000 helt eller delvist tomme bygninger for vandspild i det digitale energistyringssystem, MinEnergi. I perioden har medarbejderne været i kontakt med 46 af virksomhedens kunder vedrørende 126 forskellige bygninger med et vandspild på over 250 liter i timen om natten.

Resultatet viser, at vandspildet ville have kostet de berørte kunder to millioner kroner, hvis det ikke var blevet opdaget og stoppet i løbet af en måned.

”Vi er glade for, at vores gratis service har haft så stor en effekt hos vores kunder. Det vidner om, at der er et stort potentiale i at spare ressourcer til gavn for både miljøet og pengepungen, og det vil vi fortsat gerne hjælpe med,” siger Morten Dysted Dahl, der er adm. direktør hos EnergiData.

Klassiske energisyndere er skyld i spildet
Årsagerne til spildet har typisk været løbende toiletter, tændte vandhaner og i nogle tilfælde er en tekniker blevet tilkaldt for at undersøge forbruget nærmere. Det er vandsyndere, som ofte er skyld i, at flere millioner liter vand årligt løber ud i afløbet uden grund.

Den gratis service har for en stor del af kunderne været en ekstra tryghed mod større vandskader i en tid, hvor mange har arbejdet hjemme og manglet den daglige fysiske kontrol af bygningerne og de tekniske anlæg. Flere tekniske afdelinger hos private og offentlige virksomheder har haft fokus på nedlukning og vedligeholdelse af ejendomsmassen, men EnergiData har fokus på at minimere energispild i deres kunders bygninger til mindst gene for alle.

Danmark genåbner gradvist samfundet, og mange private og offentlige bygninger bliver igen fyldte med elever og medarbejdere. Den gratis service er derfor ophørt for EnergiDatas kunder.